Hawaii-musik i Florida

Forleden hørte jeg for en gangs skyld radio. Det er meget sjældent, det sker. Jeg streamer som regel musik fra en af de her tjenester, hvor man kan få et album i øresneglen, når man vil det. Men forleden fik jeg tændt for radioen. Det var sådan et debat program med musikindslag og quizzer, meget pop og harmonisøgende musik. Ikke lige det, jeg plejer at lytte til, men ok. De spillede en eller anden melodi, som lød ligesom musik fra Hawaii. Jeg ved ikke, hvad det er for et instrument, der laver den lyd – det lyder som en guitar med en stål slider. Sprød, men harmonifyldt lyd.

Lyden af Hawaii

Det er tankevækkende, at jeg lytter til et stykke musik, og straks så ved jeg, at det kommer fra det eller det sted i verden. Fx nu den her lyd, som bare fik mig til at tænke Hawaii. Der var ingen tvivl. Det var hawaiiansk musik. Ligesom når man hører en bouzouki – så ved man, at det er græsk musik. Sådan er det bare. Eller en klassisk, hidsig guitar: Flamenco, og så er vi i Sydspanien.

Jeg var bare ikke klar over, at en ukulele i virkeligheden ikke stammer fra Hawaii. Det har jeg altid troet, af en eller anden grund. Men nej, livet er fuldt af overraskelser: Ukulelen stammer i virkeligheden fra Portugal – nærmere bestemt fra Madeira, en øgruppe i Atlanterhavet væk fra den portugisiske kyst. Der udvikledes flere små guitarlignende instrumenter på øen, blandt andet macheten og rajaoen, som var kernen i den hawaiianske musikudvikling, som vi kender den i dag.

Da nogle portugisere besluttede sig for at slå sig ned på Hawaii – de kom først og fremmest for at arbejde på sukkerplantagerne fra slutningen af 1800-tallet – tog de disse instrumenter med sig. Og så blev den adopteret ind i den hawaiianske musik. Det er da interessant at tænke på, at instrumenterne, som kommer fra en ø ude i Atlanterhavet, blev adopteret af en øgruppe langt ude i Stillehavet og blev til noget helt særligt. Sjovt nok minder historien om lignende mønstre – bouzoukien stammer jo også ikke oprindeligt fra Grækenland, men fra Tyrkiet. Kulturelle møntskifter sker hele tiden.

Hvordan blev ukulelen til?

Det sjove er, at portugiserne ikke bare bragte instrumenterne og lod dem være. Når de portuguisiske håndværkere – især tre mænd ved navn Manuel Nunes, José do Espírito Santo og Augusto Dias – begyndte at lave deres egne udgaver, brugte de lokalt hawaiiansk træ, især det skønne koa, og skabte helt nyt ved at adaptere macheten. De kombinerede elementer fra macheten med det fem-strengede rajao, og således blev den ukulele, vi kender i dag, født. Musikerne begyndte at spille instrumenterne i Honolulu, og lyden fascinerede både arbejderne og den lokale befolkning. Kongen af Hawaii blev selv så betaget af instrumentet, at han vedtog det som del af hawaiiansk identitet. Sådan blev ukulelen over tid et helt symbol på Hawaii, selv om den oprindeligt var portugisisk.

Kolonier og kulturel udveksling

Måske er det bare mig, som kan undre mig over sådan nogle ting. Men når man tænker på det, er det faktisk ikke en selvfølge. Portugiserne havde store kolonier i Afrika og Asien, og de tog selvfølgelig meget af deres egen kultur med sig. Men hvad der gør den hawaiianske historie særlig, er, at det ikke handlede om imperialisme – det handlede om økonomisk samarbejde og arbejderkraft. I slutningen af 1800-tallet havde Hawaii brug for arbejdere til sukkerplantager, portugiserne havde brug for arbejde, og det møde skabte noget smukt. En musikkultur, som blandede det portugisiske og det hawaiianske på en helt organisk måde.

Og det er nok den væsentligste grund til, at jeg gerne ville rejse til Hawaii. Netop for at opleve de slags små, sjove elementer, som forbinder de forskellige kulturer. Ukulelens rejse fra Madeira til Hawaii – og hvordan den blev hawaiiansk – er faktisk en fortælling om mennesker, der mødes på tværs af oceaner og skaber noget nyt sammen.

At den så bliver brugt i harmonisøgende musik i dag er helt ok for mig. Musikken, jeg hørte i radioen, er ikke lige den musik, jeg hører mest. Men hvis det harmonisøgende og konfliktfri element, som jeg synes karakteriserer denne musik, også er et kendetegn for Hawaii, så vil jeg gerne lytte til det live.

Faktisk hørte jeg noget lignende på en restaurant i Florida for et par år siden – og det var faktisk musikere fra Hawaii. Så der er håb endnu!